Melby-Liseleje Idrætsforening fejrede den 26. april 2026 sine første 90 år.
På dagen var der flot fremmøde og fine ord med på vejen til de næste 90 år, fra Borgmester Steffen Jensen og formand for DGI-Nordsjælland Per Frost Henriksen, der her flankerer MLI-formand Kim Daugbjerg

Formand for DBU-Sjælland Jakob Koed var også forbi. Ud over en fin tale havde han også andet med, da DBU's bestyrelse havde besluttet at tildele Kim Daugbjerg, Lars Faureholm Olsen og Majbritt Lundsberg DBU's Sølvnål.
Dette som tak og anerkendelse af, at de 3 MLI'ere, gennem en lang årrække har udført lederarbejde til gavn for fodbolden

Melby-Liseleje Idrætsforening blev stiftet 27. april 1936. Kimen til dette var oprindeligt Skytteforeningen (Kreds 25), det er i dag er Melby Skytteforening. og i dag ikke en del af MLI. De havde allerede i 1917 gymnastik på programmet, og i 1935 talte man også om fodbold under Skytteforeningen. Dette blev dog droppet, da der allerede var fodboldklubber i Liseleje og i Torup.
Gymnasterne fra Melby og fodboldspillerne fra Liseleje, blev starten på Melby, Liseleje og Omegns Idrætsforening (MLOI), og ikke ret lang tid efter kom der også håndbold på programmet. I 1942, den 22. marts, fik foreningen sit nuværende navn: Melby-Liseleje Idrætsforening (MLI)
Gennem tiderne har det også været muligt at dyrke atletik og spille badminton under MLI.
I 2026, hvor MLI runder 90 år, er det nu dart, gymnastik & fitness, fodbold og tennis der kan dyrkes - og samlet har MLI ca. 1.100 medlemmer